Udsendelse med IMCC Masanga

Ansvar, medbestemmelse, bred klinisk erfaring og en oplevelse for livet.

Som en stor del af projektet har vi året rundt to medicinstuderende i Masanga, som vi udsender i perioder af 6-7 måneder. Da vores tidligere afdeling nu er overdraget og vi i foråret 2011 opstarter et nyt projekt (se under Projektet) vil der i fremtiden fortsat være mulighed for udsendelse til unikke arbejdsforhold, som giver dig ansvar, medbestemmelse og dejlige lokale kollegaer.

Udsendelsesdatoer

  • Januar til august
  • August til januar

Ansøgningsformular: Klik her.

Der er ansøgningsfrist 7 måneder før afrejsedatoen. Kontakt os for en præcis dato.

På linket her kan du læse nærmere om hvad man som frivillig laver i Masanga: Sundhed i Sierra Leone

Vi prioriterer, at du er længe af sted! Dermed kommer du til at bære ansvar for projektet og virkelig gøre en forskel i et af verdens fattigste lande.

Vi adskiller os fra andre projekter i og med du ikke er udsendt som praktikant, du er ikke en medicinstuderende i rækken af mange, til gengæld er du ventet og velkommen. I Masanga har man hørt dit navn flere uger før du ankommer, her forventes det, at du udfører dit arbejde og her har du kolleger, som har oplevet livet fra dets mest barske side. Du får kliniske oplevelser, sierra leonske venner, du lærer at arbejde med Afrikas bureaukratiske system samtidig med, at du får en unik oplevelse for livet.

Det er også en enestående mulighed for at arbejde i en lille organisation, som fokuserer på basal sundheds- og udviklingsarbejde. Som udsendt for IMCC Masanga skal du hjælpe til med det kliniske arbejde på hospitalet, undervise det lokale personale og på den lokale sygeplejeskole, du skal samarbejde med sundhedsmyndigheder og andre NGOer lokalt og du skal rejse rundt i Sierra Leone og hjælpe den enkelte sundhedsklinik. Du skal med andre ord bringe sundhed, viden og livsglæde helt ud til folket.