Aktiviteter
I IMCC Masanga holder vi fast et månedsmøde, der passes ind efter hvornår medlemmerne har tid. På mødet opdateres vi fra projektet i Sierra Leone – der er altid én fra gruppen der fast er i kontakt med de udsendte i Masanga via vores egen Skype-konto. Vi holder meget fast i at der også skal være tid til hyggeligt samvær, mens vi bruger tid på at være involveret i projektet, og derfor spiser vi indimellem sammen efter møderne og holder vores egen sjove julefrokost og andre fester.
Gruppen er en del af IMCC og deltager derfor i IMCC Aarhus’ månedsmøder, forårsmødet, generalforsamlingen og ikke mindst julefrokosten. Ikke alle medlemmer er med til alle de forskellige aktiviteter, og der er netop stor mulighed for at være mere eller mindre involveret – alt efter hvad man har lyst og tid til.
I 2010 havde vi en stand på Hammel Heste- og kræmmermarked, hvor vi endte med et utroligt flot overskud, som går direkte til projektet i Masanga. Vi samlede ”lopper” fra familie, venner, butikker og egne gemmer og endte med at have en meget indbydende stand i Hammel – og en sjov og anderledes weekend! I 2011 har vi været i Mølleparken i Aarhus og sælge lopper, igen med et flot overskud til vores projekt i Masanga.
IMCC Masanga har i 3 år undervist på medicinstudiets 7. semesters Tropemedicinsk Kursus. Vi er blevet inviteret, da gruppen har stor viden og erfaring indenfor arbejdet med underernærede børn. Blandt andre ting indsamler vi udstyr til hospitalet i Masanga, sorterer i dette og sørger for at det er relevante emner, der sendes af sted til Masanga Hospital.
I efteråret/vinteren 2010 har vi arrangeret undervisning for gruppens medlemmer som forberedelse til udsendelse samt for at blive klogere på nogle af de problematikker vi møder under opholdet i Sierra Leone. I den sammenhæng er vi blevet undervist i ”malaria – differentialdiagnoser hertil” ved overlæge Alex Laursen fra afd. Q, Skejby samt i ”håndtering og genkendelse af risikograviditeter i et uland” ved overlæge Birgitte Bruun Nielsen fra afd. Y. Ved at arrangere undervisning sikrer vi, at vi kontinuerligt udvikler projektet og medlemmernes viden samt inspireres. Desuden er det vigtigt for os at kunne give denne viden videre til nye medlemmer i fremtiden.
Skriv en mail til os hvis du har lyst til at høre mere om hvad vi laver i IMCC Masanga, eller hvis du har fået lyst til at være en del af dette!